Kilimanjaro 2018-08-19T12:48:20+00:00

Tanzania er rigt på bjerge. Alle værd at trekke og bestige. Men mest betagende og udfordrende er nok stratovulkan-massivet Mount Kilimanjaro. Afrikas højeste bjerg og det højeste fritstående bjerg i verden, som med sine tre vulkanske toppe, Kibo, Mawenzi og Shira, rejser sig knejsende 4.877 mtr. fra sin sydlige base ved byen Moshi til imponerende 5.895 m.o.h.

I 1980’erne rangerede Richard (Dick) Bass Kilimanjaro på Bass-listen, og gjorde Kilimanjaro til en uundgåelig del af ”seven summit” udfordringen. Kilimanjaro blev endvidere optaget på UNESCO’s verdensnaturarvsliste i 1989.

Kilimanjaros ruter

Første registrerede bestigning af Kilimanjaro blev foretaget i 1889 af den tyske geolog Hans Meyer og østrigeren Ludwig Purtscheller. I teamet var derudover chagga-guiden Yohana Lauwo, hans assistent Jonathan Mtu og en håndfuld portere hvis navne fremgår af mindesmærket ved Marangu.

Selve bestigningen foregik ad en rute, som mest af alt minder om nutidens Marangu-rute. En rute som Hans Meyer udså sig, allerede da han i 1887 nåede op i 5.310 mtrs. højde. Men der skulle et mislykket forsøg til i 1888, inden det endelig lykkedes holdet den 3. oktober 1889 at blive de første til at nå toppen.

Valget af den rette rute er den første udfordring når man ønsker at bestige Kilimanjaro. Ikke fordi Kilimanjaro er teknisk svært at bestige. Men det er en hård vandring. Og som følge af den store højdeforskel er der stor risiko for højdesyge. Uanset rute anbefales det derfor også, at man af hensyn til akklimatiseringen, overvejer at tilbringe minimum en ekstra nat når man kommer over 4.000 m.o.h. Især hvis ikke man vælger en rute med  naturlig mulighed for akklimatisering eller ikke gør en akklimatiserings bestigning af Tanzanias næsthøjeste bjerg Mount Meru (5.566 m.o.h.) inden.

Manglende akklimatisering er den primære årsag til, at man ikke lykkes med at nå toppen.

Alle af Kilimanjaros ruter tilbyder en fantastisk oplevelse, med markante klimazoneforskellige og imponerende udsigter. Men det bliver let de små forskelle der gør hele forskellen, så at sige. Uanset om målet for bestigningen alene er at nå toppen, Kilimanjaros mangfoldige natur og/eller udsigter – eller for nogen, måske blot udfordringen.

Marangu-ruten er den ældste og traditionelt set den mest populære. Fordi Marangu-ruten også betegnes ”Coca cola-ruten”, foranlediges mange til at tro, at den er lettere end de andre ruter. Hvilket ikke helt er tilfældet, om end den teknisk set er en af de lettere.

Marangu-ruten starter i 1.828 mtrs. højde, og byder på 2 x 35 kilometers hård op- og nedstigning. Så om end den traditionelt ”kun” er normeret til 5-dage, anbefales det at man forlænger med en dag ved Horombo Huts for akklimatisering og ”hvile”. Den ekstra dag bruges typisk på at besøge lejrpladsen ved Mawenzi Huts i 4.538 mtrs. højde, hvorfra man kan nyde den storslåede udsigt fra Mawenzi over saddle-plateauet til Kibo.

Marangu-ruten er den eneste af ruterne, hvor man overnatter i hytter sammen med andre bestigere, og hvor både opstigning og nedstigning sker ad samme rute.

Machame-ruten går op ad den vestlige breche, og passerer nogle af Kilimanjaros mere interessante områder. Herunder bl.a. Cloud Forest på de sydvestlige skråninger, det tørre og støvede Shira Plateau, Rebmann gletsjeren og det månelandskabslignende område nær Barafu Camp.

Machame er længere og mere besværlig end Marangu, men succesraten højere. Hvilket formodentlig skyldes, at Machame traditionelt er minimum 6-dage.

De der forlænger ruten med en 7-ende dag, vil oftest enten tilbringe en ekstra nat i Karanga Camp i stedet for at fortsætte til Barafu Camp på fjerdedagen, hvorfra den endelige opstigning til Uhuru Peak traditionelt begynder om natten til femtedagen.

På Machame-ruten benyttes Mweka-ruten til nedstigningen. Mweka er en stejl, men smuk rute, der inden for et par timer ændrer karakter fra tør og uvenlig bjergørken til frodig lavlands skov.

Hent eventuelt rutebeskrivelse her.

Lemosho-ruten er en rute værd at notere sig som et spændende alternativ. Den starter i vest, og sværhedsgraden er nogenlunde som Machame-ruten, som den traditionelt følger fra tredjedagen. Lemosho er en af Kilimanjaros smukkeste ruter og den mest naturlige. I 2007 var den stadig forholdsvis ukendt, men allerede i 2013 valgte hen mod 13 % af alle Kilimanjaros besøgende at bestige ad denne rute.

Lemosho-ruten er længere. Minimum 7-dage. Hvilket også øger sandsynligheden for at nå toppen.

Overvejer man Lemosho-ruten anbefales en rute, der benytter sig af en kombination mellem den mere officielle, typiske Lemosho rute, og det sjældent benyttede alternativ, ”Northern Circuit”-ruten nord om Kipo. Hvilket gør, at ruten bliver minimum 8-dage og 69,5 km. lang. Men også at bestigeren bliver ført gennem skoven på Kilimanjaros vestlige skråning, over det imponerende Shira Plateau og ad stier, med udsigt over det støvede Saddle plateau mod Mawenzi, inden den endelige, og mere anstrængende opstigning ad de snedækkede skråninger på Kibo til Uhuru Peak.

Rongai-ruten er et andet attraktivt valg. Den starter i nord tæt på den kenyanske grænse, og de første 3 dage tilbyder den ubeskrivelige udsigter mod det kenyanske højland over Amboseli nationalparken. Vi anbefaler en rute på 6 dage, som går over Mawenzi Tarn Hut som medfører en nat med fantastisk udsigt ved foden af Mawenzi.

Til sammenligning med Marangu eller Machame er Rongai væsentlig mindre befærdet. Derudover er den ikke teknisk svær og relativ let. Umiddelbart er den næst lettest efter Marangu. Alle stier er gode vandrestier, og selv når det regner, forekommer ingen mudrede steder. Dog kræver ruten stadig, at man er fysisk klar til, og i stand til at bestige Kilimanjaro, da Rongai-ruten stiger relativt hurtigt til 4.000 m.o.h. og derfor ikke egner sig for den gennemsnittelige Kilimanjaro-bestiger.

Den endelige opstigning og den fulde nedstigning følger Marangu-ruten jf. vores anbefaling fra omkring Kibo Huts.

Vejret og klimazoner

Vejret på Kilimanjaro har gennem tiderne været ganske pålideligt. Hvilket gør at Kilimanjaro (med de rette forberedelser) kan bestiges hele året rundt. Januar, februar og september betragtes dog som de bedste måneder at bestige Kilimanjaro i da de er tørrest og varmest. Det medfører dog også, at Kilimanjaro her er mest befærdet, så at sige.

Januar til marts er gode måneder med milde temperaturer, og næsten ingen skyer på himlen om morgenen og hen på eftermiddagen. Dog kan der sagtens i løbet af dagen komme lidt regnbyger eller sne på toppen.

Slutningen af marts til midten af maj er den egentlige regnsæson. På Kilimanjaro betyder dét, at tunge skyer blokerer sigtbarheden, samt at der måske er kraftig regnvejr i de lavere højder og sne på toppen.

Juni, juli og august kan være nogle kolde måneder, men sigtbarheden er som regel rigtig god.

I september og oktober stiger temperaturen, men det gør også, at der i perioden er et bælte af tåge på de lave højder, som dog brænder væk i løbet af dagen, og efterlades når man bevæger sig højre op mod toppen.

November og december har normalt god sigtbarhed om natten og i morgentimerne, men der kan forekomme korte regnskyl i løbet af dagen. Ligesom det er normalt med sporadisk tordenvejr i perioden.

Når man bestiger Kilimanjaro bevæger man sig igennem forskellige klima- og vegetationszoner.

Man starter i tropisk klima i 800-1.900 m.o.h. Der fra går turen gennem fugtig og frodig skov i 1.900- 2.900 m.o.h., og gennem busket og græsbevokset Hedelunds højmose og bar og alpin ørken i 4.000 – 5.000 m.o.h. Til sidst når man til et nærmest arktisk miljø, bestående af lava-ørken og gletsjere på Kipo vulkantoppen.

Temperaturerne under bestigningen varierer alt efter hvilken zone man er i. Nederste vækstzone har en gennemsnitstemperatur på 21-27 grader. Ved toppen vil temperaturerne typisk variere fra -18 til -26 grader.

Det kan være en god ide at tage højde for månen og sigtbarheden, når man planlægger at bestige Kilimanjaro.